Forventning er nogle gange noget pis!
Nu har jeg (forgæves) plaget om lov til at komme med Kaj til Hamborg og cykle HEW Cyclassics i mindst 3 år og nu stod jeg så endelig her i startboksen sammen med 13.000 andre cyklister, der skulle ud og cykle 100 km. Ikke at jeg havde fået lov til at tage med Kaj. Det er nemlig en herretur!
Men så kunne vi da heldigvis lave vores egen tur i Baghjulet
Her er der altid nogen der gerne vil med ud at cykle. Vi var 13 deltagere af sted (10 herrer og 3 damer). 8 på 100 km. ruten og 5 på 155 km. Desværre blev Kasper på 16 år alvorligt syg af et astmaanfald om natten og blev indlagt. Derfor kom hverken han eller hans forældre, Kenneth og Susanne, ud at cykle. Ærgerligt, men sygdom er ingen af os jo herre over.
Jeg følte mig meget ydmyg over at være her.
Jeg har aldrig set så mange cykelryttere til start nogen sinde. Jeg kunne ikke lade være med, at spekulere på, hvordan det mon ville gå, når alle de her motionister om lidt tonsede frem, for at komme først. Da starten gik, rettede Frede, Torben, Pia og jeg pænt ind til højre og gled med strømmen. Vi havde aftalt at forsøge at holde sammen, men hvis det blev umuligt, ville vi bare køre. Vi ville ikke gå i depot, lommerne havde vi fyldt op med hvad vi nu hver især mente, vi ville få brug for.
Vi blev hurtigt spredt.
Egentlig lå vi ikke særlig langt fra hinanden, det føltes bare sådan, fordi der var så mange på vejene. På et tidspunkt lå jeg bagerst. Jeg kunne sidde og se Pia og Torben begynde at køre noget dødsens farligt samle-op-kørsel, de kiggede mere bagud end fremad, slingrede og gik i stå - det gik bare slet ikke i det her selskab, så jeg kørte op til dem og sagde, at de IKKE skulle vente, jeg skulle nok køre dem op, når jeg kunne komme frem. Men ind imellem var man helt lukket inde, og man havde ikke andet valg, end at følge med den gruppe, man lå i. Det ville være alt for farligt, at skulle ligge og sakse for at komme efter sine venner. Så kørte vi bare til, resten af løbet. Det gik meget bedre. Vi var hele tiden i umiddelbar nærhed af hinanden.
Frede lå forrest og gav med vilje fuld skræld
Det var for at provokere os til at følge med. Det gjorde vi så. Frede kører helt kanon - han ligger rocksteady på sin cykel, næsen ned i styret, ingen slinger i valsen og stærk som en okse. Man kan trygt lægge sig på hjul der - han trækker fremad.
Forestil jer Tøserunden x 4 - så mange cyklister var vi
Tæt, tæt kørsel fra start til slut, bare med en meget højere hastighed og knap så mange cykelkurve (læs: ingen). Der var mange ryttere og derfor mange styrt, ambulancerne piftede om ørerne på os. Bagefter hørte jeg, at 80 styrtede ryttere var hentet i ambulance - nå, 80 ryttere ud af de 20.000 deltagere på de 3 ruter - det giver en uheldsprocent på 0,4. Det ville svare til 35 styrt på Tøserunden, eller 3 styrt på Tour de Vestfyn.
Jeg havde gode ben og trådte alt hvad remmer og tøj kunne holde - hver gang
Alligevel føltes det ikke nær så hårdt, som på en træningstur derhjemme. For her var fladt, de bakker der var, var lange og bløde og med den fart vi havde fået sparket cyklen op på, gled man bare med strømmen opad. Ingen trafik, at holde øje med, ingen lyskurver, at holde for rødt i. Jeg holdt baghjul og gled fremad i samme tempo, som den gruppe jeg nu sad i. Hvis farten gik ned foran mig, trådte jeg op til den næste gruppe, og lagde mig der. Jeg afbrød ikke min rytme.
Der var tilskuere over alt på ruten, og når vi gled igennem områder med særlig mange hujede tilskuere, så steg tempoet helt vildt, folk blev fuldstændig ildnet op - når vi så var forbi de mange tiljublende, gled tempoet ned på et mere menneskeligt plan.
Jeg havde hørt så meget, om alle de her tilskuere
Så jeg var ret spændt på at opleve det. Jeg huskede at have læst en tidligere deltagers udtalelse: "Jeg følte mig som en stor sportsstjerne ...". Nøj, det kunne jeg godt tænke mig, at prøve. Men den følelse udeblev desværre (øv).
Det var da sødt af alle de der tyskere, at de gad stå der og huje af os, vist så. Men det stressede mig, jeg havde rigeligt at gøre med, at styre cyklen og håbede på, at ham foran, gjorde det samme. Hvis jeg skulle til at huje, vinke og rette opmærksomheden mod alt andet, end den foranliggendes baghjul - så....
Så jeg "tog skyklapper på" og tænkte, hvordan det mon føltes at være Lance og de andre, når de cykler op af bjergene med folk råbende og skrigende ind i hovedet på dem.
Så nærmede vi os Köhlbandbrücke.
Pia, Torben og Frede kunne jeg ikke få øje på nogen steder. Den bro havde jeg hørt så meget om. Hvor var det dog en ensom oplevelse, at køre op over den "alene" - omgivet af fremmede jeg ikke kunne tale med (orkede i hvert fald ikke, at bevæge mig ind i en konversation på tysk). Efter broen var der tilbagelagt 80 km.
Nu ville jeg egentlig gerne hjem. Udfordringen ("mon jeg kan køre så stærk?") var opnået eller indfriet, eller hvad det nu hedder. Jeg kunne altså godt, så der var ikke mere spænding i det. Det begyndte at små kede mig, at sidde her og træde.
Jeg trådte hjemad og lå alene
(Troede jeg) i et stykke tid, indtil jeg pludselig hørte et snøft bag mig. Så så jeg, at en stor knægt var gået med mig, da jeg kørte forbi. Han lå ganske få centimeter fra mit baghjul. Wow. "Mutti am vorne!". Så gled han op forbi mig og lagde sig ind foran mig, betalte tilbage. Tak for trækket og selv tak. Sjovt, og en flot gestus. Pludselig var han væk igen.
Så kom jeg i mål - og gosh alle de mennesker!!!
Jeg gled over målstregen
Og så stod jeg der, i en millionby, alene, jeg vidste ikke hvor mine venner var, og jeg ville end ikke være i stand til at finde tilbage på hotellet, hvis jeg skulle det (Martin havde ellers lovet, at tage mig i hånden og ikke slippe mig af syne i den by).
Heldigvis havde vi da fået lavet en aftale om at mødes foran rådhuset, så efter lidt cirkuleren omkring i menneske myldreret, var der heldigvis én der fandt mig.
"Hej Helle", råbte Johnny
Han havde siddet og ventet på os i en times tid. "Jeg er uskadt!", sms'ede jeg hjem til min mor og mine døtre.
Jeg gennemførte de 100 km. med en gennemsnits-hastighed på 32,4 km/t
På 2 gel, 1 banan, 2 druesukker tabletter, 750 ml. sportsdrik og 500 ml. ferskvand. Jeg var ikke nede på den lille klinge én eneste gang. Jeg var ikke af cyklen overhovedet i de 3 timer og 6 minutter turen tog mig.
Det var så HEW Cyclassics 2005.
En oplevelse og samlet set en meget hyggelig weekend. Men jeg var sørme også glad og lettet, da jeg lå hjemme på sofaen igen, sent søndag aften.
PS. Kaj og resten af Team Steel, Service & Logistics vandt atter hæder og ære i det fremmede. Daddy-Cool kom godt i mål - i øvrigt med sammen gennemsnitshastighed som mor-Helle her.
Helle
1. august 2005
hjem til artikelarkivet |
