HEW Cyclassics 2006
Der kommer altid et nyt tog, man kan stå på
”Hvordan fanden kan I køre så stærkt?!?”.
Spørgsmålet fik jeg stillet af Allan - én af de klubkammerater, som slæbte rundt på mig under træningsturene den sidste uge op til løbet.
Juli 2006 blev nemlig (træningsmæssig set) rekord dårlig. For meget god mad, for meget god vin, for megen dasen i solen - kort sagt ferie i højeste potens. Lyder det ikke bare dejligt? Jamen, det var det også. Men altså ingen cykeltræning.
Oven i købet pådrog jeg mig et hold i ryggen
14 dage før løbet. Så den sidste uge op til løbet lignede træningsmæssig desperation - og det er så her Allan og flere af de andre måtte ty til med noget nær ”kunstigt åndedræt”. Det blev til små 300 træningskilometer i juli 2006, mod
Men nu er jeg jo generelt frygtelig bange for at gå glip af noget.
Så i stedet besøgte en kiropraktor dagen før afgangen. Hun gav mig grønt lys - så jeg drog af sted med taskerne fulde af Ipren.
Lørdag, sightseeing i Hamborg. Om aftenen var Pia og jeg asociale nok til at kaste os i hver sin side af dobbeltsengen kl. 21.00 i selskab med Bruce Willis (”The Kid”. Tysk synkroniseret - men Pia tudede alligevel i sidste scene). De andre Baghjulere sad i hotellets bar i selskab med en flok tyske ”fadbamser”.
Og hvorfor fanden kan vi så køre så stærkt?
Ja, for jeg endte altså med at gennemføre de
Svaret er enkelt:
Vi snakker en lukket, afspærret rute. Dvs. ingen steder at holde for rødt, ingen hensyn til trafik (bortset fra de 21.999 andre cyklister, selvfølgelig). Se det er noget, der påvirker gennemsnitshastigheden.
På
Samtidigt føles det som at køre i ét stort gigantisk felt. Der er rig mulighed for at sætte sig på hjul - tro mig, du vil ikke nå op at trække mange gange! Vejene dernede er også gode. Pæn belægning - en asfalt, der ikke giver den hel store modstand. Man bliver simpelthen suget med.
Derfor kan vi køre så stærkt.
Vi må have Allan sendt derned næste år, så han kan opleve det ved selvsyn.
Jeg var fra starten helt forberedt på, at jeg ville køre mit eget løb. Pga. holdet i ryggen og pga. erfaringerne fra sidste år - det er frygteligt svært at holde sammen med nogen, i den store mængde ryttere. Vi var næppe ude af startboksen, før de andre Baghjulere forsvandt i mylderet omkring mig - og jeg var alene.
Det passede mig fint og jeg nød det.
Jeg synes i det hele taget jeg oplevede løbet meget mere intenst i år. Naturen, ruten, de andre ryttere og tilskuerne. Måske havde jeg mere overskud til det, fordi det var anden gang jeg kørte. Jeg kørte stærkt, men forsigtigt - vel vidende, at jeg ikke var herre over de andres manøvrer.
Jeg lagde mig ikke for tæt på nogen - med mindre jeg altså steg på et tog. Og det gjorde jeg mange gange. Der kom hele tiden et nyt tog ude i fjerde position. Havde jeg lyst og kræfter, steg jeg på, lod mig pace med så længe jeg syntes det var rart, hvorefter jeg steg af igen. Trak ind i anden position, slappede af, fik kontrol over pulsen. Så steg jeg på et nyt tog - og sådan fortsatte det lige til jeg nåede Hamborg midtby og målet.
Og sikke dog en masse mennesker!!!!
Normalt gider jeg ikke, at cykle alene. Cykling er en holdsport og det keder mig at træne alene. Men det har nu sine fordele at cykle alene sådan en dag. Ingen forpligtelser - hverken foran eller agter ude. Jeg kunne hele tiden køre på Helles præmisser. Jeg var Kaptajnen i mit eget løb.
Jeg kom godt i mål og følte mig godt tilpas. Kendte proceduren og var ikke nær så forvirret og ”lost” som sidste år. Jeg mødte hurtigt nogle af de andre - og det føltes bare så godt, at være vel inde.
Alle kom godt igennem. Kenneth havde et styrt, men kom ikke alvorligt til skade. Jeg gjorde det - gennemførte for anden gang. Men jeg gør det aldrig mere.
Og er der så lige nogen, der kan fortælle mig, hvorfor pokker jeg mente jeg skulle jeg cykle Helle, 1. august 2006
|
|