Da vi én lørdag i maj satte os til rette i Pias bil for at køre til Kongeåløbet med start fra Lintrup i nærheden af Rødding, var det i højt humør og med store forventninger. Vi havde kort med hjemme fra og havde indlagt ekstra køretid, hvis noget skulle gå galt.
Og galt gik det.
Snakken gik lystigt og pludselig holdt vi i Haderslev! Takket være den ekstra indlagte tid, til at køre forkert, nåede vi alligevel til Lintrup i tilpas tid før start.
Da vi drog mod ”Nordjylland Rundt” kl. 04.30 den 7. august, var vi derimod helt anderledes forberedt. Johnny havde installeret en GPS i Pias bil, og ruten var kodet hjemmefra. Hele vejen fra Fredericia mod Ålborg guidede damen i computeren os med klar stemme den rigtige vej. Flot-flot-flot. Det er jo dog kun en computer. Lidt sund skepsis er vel ikke af vejen. Vel fremme i Nørresundby gentog damen pludselig ”Lav en U-vending. Lav en U-vending”. Hvorfor pokker sagde hun hele tiden vi skulle lave en U-vending?? Nå – vi måtte hellere gøre det. Pia fik kastet øsen rundt og foran os så vi pludselig masser af biler med cykler på taget på vej mod højre til startområdet på ”Nordjylland Rundt”. Det var pokkers! Vi var alligevel kørt forkert, men hun havde opdaget det! Enhver tvivlen på damen med den elektroniske stemme var dermed definitivt fejet af vejen.
Det var det mest vidunderlige solskinsvejr og vi var (qua den ekstra indlagte tid til at køre forkert – hvilket vi ikke gjorde i alvorlig grad) fremme 1½ time før starten gik. Helle fik sig skrevet ind. Pia var forhåndstilmeldt og Nick (som var i Nordjylland med Lotte og familien) havde afhentet hendes startnr. aftenen før. Så der var tid til at hygge sig, spise lidt morgenmad, og se rytterne på 250 km. ruten blive sendt af sted. 8.40 gik starten. 125 spændende km foran os! Ingen af os, havde nogle sinde før cyklet i Nordjylland og det var dejligt at få gang i benene efter den lange køretur. Vi kom straks med på hjul i en god gruppe. Det første stykke var fladt, der var ryg vind og et godt samarbejde i gruppen. Yiiiiihaaaaaa – hvor det gik. Vi holdt tråd indtil depotet i Brønderslev. Snittet havde lagt sig op på 34. (Nu var der lidt at tære af, til bakkerne). Men så kom regningen. En af rytterne lagde sig ellers ned til Pia og forsøgte at trække hende op. Pænt af ham. Det havde han jo slet ikke behøvet. Men det gik alligevel ikke, så han piskede i stedet op til Helle og råbte ”Du har tabt din veninde”. Vi sagde farvel til gruppen. Godt nok. Der var jo stadig 100 km. hjem. Depotet i Brønderslev sprang vi over og kørte det næste stykke for os selv. Vi snakkede, nød landskabet og det gode vejr. Så mødte vi 3 mænd, som så ud som om de var sat af én gruppe, og nu ventede på den næste, at hægte sig på. Da vi kom forbi dem, smuttede de ind bag os - haps - og der blev de så liggende. Ruten var nu drejet lidt mod øst og nu var der modvind. Vi tog små korte føringer, mens de 3 fremmede gutter bare puttede sig bag os. Nåh-ja-hva - det blev selvfølgelig ikke tungere af, at de lå der, men efterhånden som vi blev trætte, blev det nu alligevel en anelse små-irriterende, at de ikke hjalp til. Vi kiggede os spørgende og utålmodigt bagud, men der kom ikke nogen op. Pludselig styrtede den ene lige i Pias baghjul. Vi nåede, at se ham stryge ned i grøften. Nå, så var vi af med dem.
Et sted blev vi spurgt, om ikke det her var 125 km ruten, for ellers var han da kørt forkert. Jo da. Helle var bare eftertilmeldt, derfor det anderledes nummer, sådan mente vi det det måtte hænge sammen.
Nu kom vi igennem noget skov. Der var nogle bløde bakker og en pæn modvind. Når Pia skifter fra stor til lille klinge, ryger kæden af. ”Defekt!!”, råbte hun. Helle begyndte at kold-svede. Hun forestillede sig en punktering eller det, der var værre, så anden gang det skete råbte Pia ”Min-kæde-er-røget-af-igen”, for ikke at vække yderligere forskrækkelse. Og så tog Pia ellers resten af bakkerne på stor klinge.
Inde i skoven mødte vi Lotte og familien. Nick og hans fætre var for længst fræset forbi, men vi stoppede og fik en kort snak med Lotte og lidt dejligt koldt vand. Straks efter var der depot i Dronninglund, og her tog vi os en god spise og drikke pause i skyggen af et træ mens vi studerede kort og forsøgte at finde ud af, hvor langt vi var.
Nu kom der et sejt træk, med stiv modvind syd på mod Hals. Vi slæbte af sted, med høj kadence og et godt jævnt tråd. Ved Hals drejede vi mod vest, og nu var vinden igen i ryggen. Hvor det dog hjalp!
I alle kryds stod der hjemmeværns folk i fuld uniform (hvor må det have været varmt!). De stoppede trafikken, så vi bare kunne blæse igennem uden at se til hverken højre eller venstre. Hvilken luksus!
Vi nærmede os sidste depot før mål. Vi stoppede kun lige for at få lidt vand. Ved indgangen til depotet stod et skilt, hvor Helle syntes der stod PUMP. Hun nåede lige at tænke: ”PUMP? Mon det betyder man kan få luft i dækket her?”, hvor efter hun og Bianchi’en bragede ind i et BUMB på asfalten.
Det var varmt og vi var ved at være trætte. Vi havde kørt godt til, og vi havde brugt temmelig mange flere kalorier, end vi plejer, når vi ligger på hjul hos gutterne hjemme i klubben. Nu blev Helle spurgt, om hun var ude på 30 km ruten! (Hvad var det, der var med det nummer?).
Snart var vi i mål, hvor Lotte og Nick tog imod os. Nick havde selvfølgelig været i mål længe. Vi blev budt velkommen af speakeren og vi bemærkede, at han sagde, at Helle Stougård, havde kørt 250 km!?
Hvor var det dejligt at være vel i mål. Det havde været en skøn tur. Ingen defekter og en god energi. Herligt, at slappe af i skyggen – trætte, men høje af endorfiner.
Diplomet skulle hentes. ”Du har godt nok kørt stærkt!”, sagde de til Helle. Man havde udleveret fra en forkert nummerserie, da Helle meldte sig til om morgenen. Så hun stod som vinder af 250 km. ruten, med noget nær en fantom tid. Det fik vi nu korrigeret.
Et dejligt bad og så ellers ind og have noget at spise. Der var pastadepot i mål og vi skålede i fadøl på en veloverstået tur. Vi var kommet ind som nr. 5 og 6 ud af de 64 kvinder. Snittet endte på 29,7. Ganske flot – men Pia havde også stadig nybarberede arme og ben efter Duathlon stævnet weekenden før. Noget med vindmodstand, forklarede hun Helle.
Vi er begge enige om, at lidt konkurrencemenneske er man vel altid – men, at det først og fremmest handler om, at vinde over (eller overvinde) sig selv.
Aller sidste punkt på programmet, før hjemturen var en gang massage, i hjemmeværnets dertil indrettede felt lazaret, med vakkelvorne feltsenge, redt op med militære krads-uldtæpper. Helle fik masseret ben af en ung nordjysk hjemmeværnsmand (autodidakt udi dameben, berettede han). Pia måtte nøjes med en gammel tyk ”hjemmeværns-Ilse”, som bad hende trække nederdelen helt op, uden tanke for, at ikke alle kvinder bærer praktiske ”fornuftstrusser” fra Føtex …
Det var blevet sidst på eftermiddagen, da vi daskede ud af Nørresundby, på vej mod syd. Og vi fandt hjem – og det endda selvom GPS’en løb tør for strøm i Vejle!
Helle
den 9. august 2004
