Grejsdalen er så flot i maj.
Men er du sindssyg, hvor var det hårdt i dag!!
Jeg har altid haft meget respekt for det motionscykelløb - et løb for rigtige mænd M/K og populært med omkring 1900 tilmeldte. Der er ruter helt op til 200 km.
Sidste år besluttede jeg mig for at prøve for første gang. Jeg havde 1352 km i benene den 15. maj 2005 og tog de 85 km i selskab med Egon og Torben. Det gik rigtigt fint - solskin og vindstille. Vi var 3½ time om at gennemføre ruten og havde alle tiders tur. Vi kravlede op ad bakkerne og sparede på kræfterne hvor vi kunne. Bakkekørsel er ikke racerkørsel! Torben og Egon er heller ikke de vilde bjergryttere og jeg kunne køre fra dem begge op ad. Til gengæld tog de mig på nedkørslerne, for jeg er en kylling og bremser så det ryger fra bremseklodserne hele vejen ned.
Allerede sidste år besluttede jeg mig for at prøve 130 km. i 2006. Dem gennemførte jeg så i dag…
Vi snakker 12 kategoriserede stigninger - de ”værste” er Askebjerg med 14% stigning og Munkebjergbakken med 13%.
12 styk af slagsen - det svarer til, at jeg gennemsnitligt har kørt 8% opad hen over 9,2 km.
Jeg havde 1749 træningskilometer i benene, da jeg gik til start i dag. Kilometer, som klart var kørt mere effektivt end dem jeg havde året før, for i år træner jeg til 24 timers løbet i gruppe B. Jeg har samlet set kørt 1½-2 km hurtigere i snit. Så mon ikke det nok skulle gå?
Nu lige det der med gennemsnitshastigheden - det er en rigtig dårlige målefaktor. En gennemsnitshastighed siger ingenting om, hvor meget træning du har fået ud af turen. Du kan køre 70 kilometer på en flad rute i vindstille vejr og komme hjem med 30 i snit - og du kan køre 50 kilometer op ad bakker i modvind og komme hjem med 24 i snit - gæt selv, hvad der giver mest til benmusklerne?
Hvis jeg havde et pulsur, ville det sikkert give et mere ret visende billede af effektiviteten. Men jeg har aldrig haft lyst til at køre med pulsur. Jeg bryder mig ikke om at sidde og kigge på, hvor hårdt jeg belaster mit hjerte.
Kaj havde lovet at bakke mig op (fik I den?) - og det gjorde han også. Han lå troligt foran mig samfulde 130 km og tog af for de 8 meter vind, der var i sekundet - for det blæste en halv pelikan. Selv ud af lige vej, måtte vi knokle for at komme frem. Vores ansigter ”blafrede” som om vi var på vej ned i en faldskærm. Og hold fast hvor fik vi kørt noget vifte. Ind imellem faldt vi ind i nogle gode grupper. Kim og Klaus, som vi startede med, kørte ret hurtigt fra os. Oluf satte vi af sådan lidt on/off. Oluf har problemer med at holde pulsen nede i modvind, så han lod sig selv falde tilbage.
Det var SINDSYGT hårdt - selv Kaj blev træt (det var måske astamaen?). Han fik i hvert fald noget "vind på næsen" i dag.
Vi kørte skulder ved skulder op af Askbjerg - og hjul ved hjul op af Munkebjerg. Og så var jeg ovenpå, for nu var der ikke nogle bakker der var værre - troede jeg. Men: For det første gik jeg flad på de sidste 50 km og de sidste 3 stigninger var ved at tage livet af mig. Og for det andet, er det noget sjov noget, med de der stigningsprocenter. For selv om Munkebjerg og Askebjerg procentmæssigt stiger mest, så kender jeg de to bakker så godt, at jeg præcis ved, hvordan jeg skal angribe dem. Munkebjerg eksempelvis: Ned i det mindste gear helt fra bunden. Slap af! IKKE rejse sig op i pedalerne før jeg kan se op på den røde skrældespand - så er der ca. 20 tråd, hvor der trækkes og trædes så det hele er ved at sprænge og så er den overstået. Det handler om TAKTIK.
Men jeg kendte ikke de sidste bakker, så selv om de ”kun” steg 11%, så vidste jeg slet ikke hvordan jeg skulle disponere stumperne af min kræfter - og derfor var det meget hårdere …Jeg nærmest skændtes med mig selv op af den allersidste stigning (”Stå af!!”, ”Gu’ vil jeg ej!!”).
Jeg stod selvfølgelig ikke af.
Vi kom godt i mål. Snittet landede på 26,5.
Jeg blev nr. 4 ud af de 34 damer på 130 km ruten - de 581 mænd konkurrerer vi ikke med!
Vi havde en rigtig god tur. Det er virkeligt at cykelløb af de bedre. Og Grejsdalen er så flot i maj! Jeg håber jeg kan køre det igen til næste år - men ikke noget med at avancere til 167 km. De 130 km er godt nok hårde nok!
