For mig har BCK parløbet i Brørup udviklet sig til lidt af en forårsbebuder, simpelthen fordi det ligger så tidligt på sæsonen. I år skulle løbet køres sammen med min vintercup makker Pia, som heldigvis altid er frisk på, at tage med mig ud at opleve noget nyt på vores cykler.
Tilmeldingen blev sendt og stor var vores overraskelse da vi opdagede, at Dameklassen var temmelig skidt repræsenteret. Kun 2 damepar var tilmeldt her i 2008. Løbet plejer ellers at appellere til triathleter, men i år var de unge og hurtige piger åbenbart forhindret. Jeg forsøgte mig med et par e-mail opfordringer til nogle af de andre piger fra Baghjulet, men de havde ikke tid til at komme med ud at lege.
Det andet hold i dameklassen bestod af Jytte Sørensen og Kirsten Uhre Schmidt. De er to ud af kun 7 aktive damer i Varde Cykelklub og i hvert fald Jytte er garvet parløbs rytter. Hun har deltaget 4 gange, med forskellige damemakkere og har de seneste år vundet hhv. 2. og 1. plads i dameklassen. De to cykler til dagligt i Varde Cykelklubs motionsafdeling, i det der hedder gr. C.
I Varde Cykelklub trænes der på ruter som er fastlagt for hele sæsonen og under ledelse af holdkaptajner. Bakker har de ikke mange af derovre, fortæller Jytte, men til gengæld har de Vestenvinden og den gør stærk! Klubben er hvert år arrangør af hhv. en vinter- og en sommercup. Sidstnævnte ”Kajs Auto Sommercup” køres over 4 afdelinger hen over sæsonen – interesserede kan se mere på www.vardecykelklub.dk.
Vejret lørdag den 26. april var vidunderligt og som altid når Pia og jeg tager ud til løb, er der dømt hyggesnak lige fra morgenstunden. Vi lagde lidt taktik, snakkede blandt andet om det der med at huske at skifte for det er hårdt, hvis man skal trække for meget, når man ligger og kører stærkt.
Vel ankommet, foreslog jeg Pia lidt opvarmning. Men det med at varme op bruger Pia ikke – sæt hun gik hen og brugte energien der - eller endnu værre: Punkterede! - det ville være ærgerligt. Hun kører bedst på en ”koldstart”, i modsætning til mig, som er en langsom starter og først kommer op når jeg er varm. Godt så – vi måtte kombinere vores forskellige forcer og få det bedste ud af det.
Nu er det ikke fordi Pia og jeg sådan ligger og cykler for at vinde – vor herre bevares. Det vidner vores 6 vintercupsæsoner sammen vist om. Men vi er begge to tilstrækkeligt meget sportsmennesker til, at vi altid gerne vil prøve, om vi kan forbedre os selv, og da vi kørte på 1:46:18 sidst vi deltog, så kunne det da være sjovt, at gøre det bedre denne gang.
Heller ikke Jytte og Kirsten fra Varde går specielt højt op i omgangstiderne. ”Vi er motionister og vi kører for at gennemføre”, fortæller Jytte. Tyve minutter før os, gik de to fra start og gled ned ad rampen i deres karakteristiske sort/gule leopartprydede cykeltøj, som er inspireret af Varde Bys byvåben. Varde Cykelklub var i det hele taget fantastisk flot repræsenteret i årets BCK parløb. Med på vejen fik de tilråb og klapsalver – ”Det er godt at se nogle piger!”, blev der råbt. Langt de fleste damer i parløbet kører mix – måske er det nemmere, at have en mand til at trække? ;-)
Det første lange stykke af ruten går let op ad. Jytte beskriver det som et ”nederdrægtigt” stykke. Hun og Kirsten kørte en god ”tæl til 60” taktik – 60 tråd og et skift – og på den måde fik de disponeret kræfterne fint og gav hinanden læ på skift.
Kl. 10.43 var det min og Pias tur til at gå til start og Pia gik fra land som død og helvede. Jeg hang på det bedste jeg havde lært. ”Tag det roooligt!”, råbte jeg i hendes baghjul. Hun hørte ingenting. Hold da op, hvor var det en hård start. Det brændte og bed i forlårene – men fedt var det. Det blev hurtigt klart for mig, at jeg ikke ville kunne køre op og skifte overhovedet, så jeg råbte til Pia, at hvis hun havde brug for en pause, måtte hun komme ned – jeg kunne ikke komme op.
Men Pia havde ikke brug for pauser! Aldrig har jeg oplevet hende så godt kørende så tidligt på sæsonen – hun trak som en maskine, kun 2 gang gled hun ned bag mig, for lige at tage en tår at drikke, hvorefter hun kom – WrrroouuuUUUmmmm – som et sølvfarvet lyn på Nishikien nede bagfra igen. Jeg jublede og råbte i hendes baghjul: ”Hold kæææft, hvor er det godt kørt Pia. Sådan! Stærk!!”. Det mindste jeg kunne gøre, når jeg lå her og fedtede den af, var da at give hende lidt opbakning. Og jo mere jeg råbte, jo mere trådte Pia til – og pludselig lød gong-gongen da vi kørte gennem startområdet – ding-ding-ding – ligesom en boksekamp. Vi gik ud på tredje og sidste omgang. Vi kørte i mål på tiden 1:42:31. Trætte og høje og glade. Så lykkedes det os altså at gøre det bedre end sidst – min diskus-svage ryg til trods. Det var gået godt.
I mellemtiden var også Jytte og Kirsten kommet godt i mål i tiden 1:52:26. Det to havde også haft en dejlig tur rundt i det gode vejr og var godt tilfredse med deres løb.
Pia og jeg stod nu som vindere af dameklassen 2008. Vi kom på podiet (læs: et par eu-paller, der var stablet oven på hinanden). Det er bestemt ikke hverdagskost for Pia og jeg at drage hjem fra motionscykelløb med medaljer og blomster og klapsalver og podiepladser.
Jeg har sagt det før, men jeg gør det gerne igen. BCK parløbet er et sjovt og veltilrettelagt løb hos en et team af sympatiske arrangører. Pigerne fra Baghjulet og pigerne fra Varde Cykelklub kan varmt anbefale løbet – både til M og til K.
Om Pia og jeg er der igen næste år, tør jeg ikke love. Nu har vi jo pludselig en første plads at forsvare og det er ikke nær så sjovt som at vinde første gang.
Helle
April 2008
