En ræddi, ræddi go' dag på sy'fyn
Alpetramp – det løb har jeg haft kig på de seneste 2 år. Ikke så meget på grund af ”alperne”, mere på grund af, at det foregår på Sy’fyn. Og der er så dejligt, der nede på Sy’fyn.
Nu ligger løbet jo selvfølgelig temmelig sent på sæsonen – slut oktober. Så deltagelsen er meget vejrafhængigt. I 2003 var vejret ellers godt, men jeg havde ikke fundet nogen, der ville med, og cykle alene havde jeg ikke mod på, så jeg kom ikke af sted. I 2004 stod det ned i stænger, det gav sig selv, man blev hjemme.
I 2005 havde vi så fået et forum på Baghjulets hjemmeside, hvor man kunne opfordre klubmedlemmer til, at tage med på ture. Niels O. og jeg snakkede lidt om løbet, allerede om sommeren, og vi blev enige om, at lufte idéen på "Vil Du Med?" – selvfølgelig med forbehold for aflysning ved dårligt vejr. Det ville være rart at have et mål, sent på sæsonen, så der ligesom var en god anledning til, at holde raceren på gaden så længe som muligt.
Nu er bakker ikke det jeg er bedst til. Jeg er ganske enkelt for tung. Hør bare: Min vægt 69 kg. Cyklens vægt 10 kg. Så er vi oppe på 79 kg. Dertil kommer tøj, hjelm, sko plus det løse: Det sniger sig rask væk op på 85 kg, som skal transporteres op af bakkerne. Hvis jeg var rigtigt dygtig, kunne jeg garanteret regne ud, hvor meget energi der skal til, at bringe 85 kg op på en fart på (eksempelvis) 24 km/t, ved en given stigningsprocent …. Men det er jeg ikke (dygtig altså) så jeg nøjes med at konstatere, at jeg er TUNG på bakkerne.
Jo – jeg kommer op.
Hver gang. Men det går langsomt og det koster kræfter. Derfor fik jeg da også sagt til flere, at de ikke skulle regne med, at jeg kørte stærkt, når jeg kørte bakker. Niels O., f.eks. ”Vær forberedt på, jeg kører ikke stærkt, når jeg kører bakker”, synes jeg ellers selv, jeg gentog flere gange, men ”ikke stærkt” er selvfølgelig et relativt begreb.
Sensommeren 2005 blev aldeles pragtfuld og det blev den 23. oktober 2005 også. Af sted kom vi. Kaj tog også med – jeg vil tro vi alt i alt var 15 Baghjulere til start i Brobyværk. Pedaltramp Sydhavde havde rigtig mange eftertilmeldinger i det fine vejr, og der var kø for at melde til og kø for at komme ud af startboksen.
Kaj var småskidt, hjemmefra (sagde han). Han havde influenzasymptomer (sagde han). ”Jeg gider faktisk ikke rigtigt cykle i dag, så jeg tror bare, jeg bliver hos dig”. Nu er landevejen jo fri for alle, og hvis han følte for, at lægge Principiaen ved siden af min Bianchi – så skulle han da være så hjertelig velkommen. Det kunne da sikkert blive rigtig hyggeligt.
Starten gik – i løbet af nul komma fem, var farten oppe på 36 km. i timen. Jeg skulle jo ikke køre stærkt, så jeg trak pænt ind til siden, og lod de hurtige komme forbi. Vejret var vidunderligt, jeg glædede mig til at komme ud at cykle, jeg var her NU, og jeg ville bare nyde det.
Mine ben var kolde, og jeg er en langsom starter. Men inden der var gået 10 minutter lå Kaj, Henrik, Niels O. og Per Allan derhenne og kiggede bagud og kiggede bagud. ”Hvor bliver hun af?”, sagde deres blå rygge. ”Jeg vil køre mit eget løb!”, tænkte jeg. Så trak Kaj ned til mig, utålmodigheden lyste ud af ham og han havde problemer med, at holde Principiaen tilbage. Influenzasymptomerne var åbenbart pist-væk.
”Kan du ikke bare ligge dig ind bag mig?!”, spurgte min elskede (lettere irriteret). ”Nej!”, hvæsede jeg tilbage (lettere såret). Jeg ville ikke presse mig selv derop, hvor det gjorde ondt, og da slet ikke allerede nu. Der var mange bakker foran mig. Så tog pokker ved Principiaen og væk var han.
Nå, det var nok også bedst sådan. Jeg kørte stadig mit eget tempo – lå vel på 26-27 km/t, bakkerne begyndte at komme som perler på en snor. Henrik, Per og Niels O. lå stadig lidt foran mig. Egon og Michael lå lige bag. Niels O. trak ned til mig, jeg fik sagt til ham at, nu skulle de endelig bare køre, de behøvede ikke at vente på mig, hvis de havde lyst til at køre hurtigere. Jeg havde det pragtfuldt og nød bare at cykle. ”Ikke tale om”, svarede Niels O og greb fat i nakkeskindet på mig. ”Ikke noget nyt Tour de Vestfyn her”.
Åh, ja. Det havde jeg helt glemt: Tour de Vestfyn, hvor Niels O. var forsvundet foran mig, trods mine ellers ihærdige forsøg på at holde hans baghjul. Okay – okay. Jeg indrømmer, det kan være svært for ham at vide, hvornår han må køre fra mig og hvornår han ikke må. Undskyld!
Imellemtiden var benene så småt ved at være varme, de hurtige var væk, nu kunne vi koncentrere os om at nyde det fantastiske Sy’fynske landskab. For det ER virkeligt fantastisk. Jeg ved ikke hvor mange gange vi sagde til hinanden ”Sikke en udsigt”, ”WOW”, ”Se lige der, en udsigt”. Det må være belønningen for at cykle opad – en fantastisk udsigt, når toppen er nået.
De er nogle fantastiske gutter – er de! De sang op ad bakkerne ”KOM SÅ ALLE OP AT STÅÅÅÅ – HEL’RE DET END NED AT GÅÅÅÅ”.
63 kilometer kan relativt hurtigt overstås – det var nu godt nok, vi nøjedes. Den rute er hård nok.
Jeg kom i mål med en gennemsnitshastighed på 26,2 km/t – det syntes jeg faktisk selv var rigtigt flot (ja, jeg gør så!), i det terræn. I mål mødte jeg min elskede igen – han var i mellemtiden blevet glad og mild og tog smilende imod sin hustru. Sammen kunne vi glade, trætte og veltilfredse, drage hjem til vestfyn, efter
EN RÆDDI GO’ DAG I DET SY’FYNSKE
Helle
Oktober 2005
